Ingen kan se jeg er i kaos inden i
Det er stadig tabubelagt at være traumatiseret.
“Jeg lader som ingenting, mit hjerte hamrer i brystkassen, jeg har mistet overblikket,
og kan ikke høre hvad de taler om, jeg forstår det ikke”.
Vi ønsker ikke at konfrontere os selv med vores egen svaghed. Vi skammer os over at være blevet gjort til ofre, vi skjuler vores smerte og forvirring.
Vi kan dø indvendigt, og vil ikke lade andre vide det, de kan ikke se det på os.
Vi har traumereaktioner inden i, og andre vil ikke vide af det.
Traumatiserede betyder, at opleve noget voldsomt som vi ikke kan bearbejde i situationen. Overlevelsesreaktionen er at lukke ned og af for overvældende kropssansninger og vores overvældende følelser.
Nu er det lagt på is inden i os, det kræver konstant energi at have ubearbejdede følelser liggende i dvale, derfor føler vi os ikke i overskud.
Vi siger til os selv, “Det skal nok gå”, “Tiden læger alle sår”, Jeg må se at komme videre”, ” Jeg burde heller ikke …..”.
Disse sætninger har vi hørt andre sige til os, og vi siger disse sætninger til os selv, giver ingen trøst – tværtimod!
Kollektive fortrængning
Den kollektiv fortrængning af det traumatiske, har dybe rødder i både kulturelle og historiske forhold.
Traumers væsen fragmentering.
Det betyder blandt andet at vi spalter vores bevidsthed væk fra det smertefulde der bor inden i.
På den måde sker der en kollektive aftale, agreement der viser sig som tavshed, laden som om, undgåelse.
Traumereaktioner forsvinder ikke fordi vi har ”aftalt” ikke at tale om dem. Traumer forbliver i det ubevidste og derfor overføres traumer fra generation til generation.
Som for eksempel vold i familien, vold mod egne familiemedlemmer, som ægtefællen eller børn. Overgreb, undertrykkelse og svigt ved vi bliver den sociale arv. Tavshed er våbnet, for at holde skammen i skak.
For at genoprette balancen bliver ofret, som bærer skammen, isoleret eller udstødt. Skammen projiceres over på ofret.